Hvor smiler det deiligt bag Fieldet!
Af træer og Udsigter er nok;
Og Elven nedskyller med Vældet
Fra Stenens romantiske Blok;
Og boligen simpel men ædel,
Er yndig, og rummelig stor.
Her Herman, den kraftige Wedel,
Omfavnet af Biergene boer.
Men han er paa Reisen, ei hiemme.
Jeg kiendte ham i Kiøbenhavn;
Han lytted til Digterens Stemme
Alt tidlig, og var ham til Gavn.
Hvi kan jeg ham Haanden ei trykke;
Bekiendtskabet atter fornye,
Og glæde mig over hans Lykke?
Men han er med Fyrsten i By.
Hvad knitrer derhenne med Bragen?
Hvi brænder man Knuder og Blok?
Naar Værten fra Huset er dragen,
Behøver han Kiøkken og Kok?
Kom, Skiald! Du vist falder i Staver,
Naar ret Du om Alt veed Besked.
En Suppe man her dig tillaver;
Men blæs paa den først! den er heed.
Hvad? Drømmer jeg, eller jeg vaager?
Ja sandelig! Suppen er stærk.
Her Jernet man smelter og koger,
I dette navnkundige Værk,
Der bringer os Karlen i Sleven
Alt Malmet, som flydende Vand.
I Formen det størknet er bleven,
Og Pladen alt staaer, med sin Rand.
Forunderligt! Pladen jeg kiender.
Jeg selv har en slig i min Krog.
Naar Luen bag Pladerne brænder,
Jeg sidder saa tryg med min Bog;
Naar Stormen om Vinteren tuder.
Jeg sidder saa luunt i min Vraa;
Og pladsker mig Regnen paa Ruder,
Saa lader jeg rolig den slaae.
Som Milepæl Ovnen i Stuen,
Med Minder om henfarne Tid;
Her – snel den udspringer af Luen,
Der tvinges, med Kunsten i Strid!
Hist – Fortidens tro Pyramide!
Her – fremmede Tegn af et Blund.
Ja Liv – dine Mærker henglide!
Alt smelter den seneste Stund.
Skrevet av Adam Oelenschläger. Fra diktkransen «Norgesreisen». 1934
Gjengitt i Bærumsboka b. 2, s. 530.
